GDPR

Om samtykke vedrørende brug af fotos og video
Per Gyrum Skolens politik omkring offentliggørelse af billeder og video tager udgangspunkt i Datatilsynets vejledning om offentliggørelse af billeder på internettet.

Skolen deler billeder og videoer, så forældre og børn kan få glæde af dem samt synliggøre aktiviteter og arrangementer.

Ud fra datatilsynets krav udvælges og offentliggøres billeder kun, hvis de kan opfattes som almindelige og harmløse. Der gælder særlige regler for børn, og derfor skal der samtidig også være et gældende samtykke fra forældrene/forældremyndighedsindehavere. Ved offentliggørelse af billeder, vurderer den enkelte medarbejder, hvilke elever der kan identificeres.

Hvis et barn tydeligt kan identificeres, og der ikke er givet samtykke til offentliggørelse af fotos/video, vil billedet ikke blive offentliggjort. Eller barnet vil blive sløret.

Alle har til enhver tid ret til at tilbagekalde et samtykke eller få et billede fjernet/blive sløret.

Samtykke gives ved indskrivning til skolen, ligeså kan der her gives besked om man ikke ønsker at give samtykke.

Om brug af billeder og video – hverdagsbilleder fra skolen
Per Gyrum Skolen har forskellige medier og platforme, hvor vi offentliggør billeder og videoer. De primære platforme for offentliggørelse af situationsbilleder er skolens hjemmeside, Facebook-side og Instagram-side. Derudover bruges også Youtube og LinkedIn. Det primære formål med at offentliggøre billeder er, at forældre og børn kan følge med i dagligdagen og f.eks. kan bruge billederne til at tale om særlige øjeblikke såvel som dagligdagssituationer.

Hvis materialet har markedsføring som formål, vil skolen kun bruge materiale, hvor der er givet samtykke til dette. Hvis der ikke foreligger et samtykke, vil skolen rette henvendelse til forældrene og anmode om samtykke. Samtykke til markedsføring er ligeledes givet ved indskrivning til skolen.

Klasse- og portrætfotos
Der tages årligt skolefotos, hvilket ikke kræver samtykke ud fra interesseafvejningsreglen, da dette kun bruges internt af lærere og andre ansatte. Disse portrætfotos kan købes af forældrene af den eksterne fotograf. Portrætfotografierne bliver kun offentliggjort på lærerernes Microsoft Teams og Google Drev, som redskab til at lærerne kan holde overblik over klasserne og eleverne. På Microsoft Teams og Google Drev er det kun ansatte, der har adgang til disse fotografier, som kun bruges i undervisnings og pædagogisk-øjemed.

Fotografering ved offentlige arrangementer
Vi optager videoer og fotograferer ofte til offentlige arrangementer som f.eks. forårskoncert, musical, opvisninger mv. Her gælder oplysningspligten, og der skal derfor ikke indhentes samtykke. Det vil sige, at vi forinden oplyser om, at der tages billeder, og at alle har ret til at få dem slettet/sløret. Her gælder samme grundprincipper som ved andre fotos der offentliggøres. De vurderes ud fra om de er almindelige og harmløse.

Hvis et billede ønskes slettet efter et offentligt arrangement, kan der rettes henvendelse til pgs@pergyrumskolen.dk

Vedrørende opbevaring af billeder
Portrætfotos på Microsoft Teams og Google Drev slettes, når klassen forlader skolen.

Videoer på Youtube slettes senest efter 10. år fra de er offentliggjort, begrundet ud fra, at det for nogle vil være relevant at kunne finde og se ‘ældre’ videoer igennem deres skolegang.

Fotografierne som de ansatte tager, gemmes evt. på skolens Onedrive, der følger GDPR-reglerne. Hvis ansatte tager fotos eller video med deres mobil, skal dette slettes umiddelbart efter og må ikke lagres i en privat cloud-løsning.

Hvad betyder dit ‘ja’ eller ‘nej’ helt konkret?
Et ‘nej’ vil betyde, at dit barn i nogle situationer, må tages kortvarigt ud af en situation, hvis der skal tages billeder eller filmes. Eller at han/hun på anden måde ikke er synlig. Det kan betyde at læreren er nødt til at bede elever om at stille sig et andet sted, hvis der fotograferes/filmes under et arrangement på skolen. Det betyder, at læreren og andre ansatte skal have øje for, at eleven ikke fotograferes i undervisningssituationer og lignende.

Hvis du siger ‘ja’, betyder det at dit barn må optræde på fotos og video ud fra de givne regler om at de skal være harmløse og almindelige. Skulle du eller barnet finde at et billede på nogen måde opleves som krænkende, har I til enhver tid ret til at få det slettet/sløret.

Sådan giver du dit samtykke
Forældremyndighedsindehaver(e) afgiver samtykke ved indskrivning. Ønsker den ene forældremyndighedsindehaver ikke at afgive accept, så kan der ikke gives fælles accept af samtykke. Samtykket kan til enhver tid ændres, giv blot besked til skolen på pgs@pergyrumskolen.dk.

Eventuelle spørgsmål rettes til pgs@pergyrumskolen.dk.

Samtykkeerklæring, GDPR (14. april, 2021)