Skolen

Ambitiøse og trygge rammer for læring

Vi løfter den enkelte elev

Hos Per Gyrum Skolen tror vi på, at god undervisning handler om at skabe faglig udvikling for alle elever. For os er det lige så vigtigt at løfte en elev fra 2 til 7, som det er at løfte en elev fra 7 til 12. Derfor møder vi alle børn med høje forventninger, tydelige rammer og undervisning, der tager den enkelte elev seriøst.

Vi er ikke en eliteskole, men vi er en skole med høje faglige ambitioner. Hos os skal dygtige og motiverede elever opleve at blive udfordret, rykket og mødt af engagerede lærere med stærke faglige kompetencer. Samtidig tror vi på, at et stærkt læringsmiljø også forpligter os til at løfte de elever, som har brug for ekstra støtte undervejs.

Som en mindre skole har vi et tæt og nærværende undervisningsmiljø, hvor lærerne kender eleverne godt. Det giver ro i hverdagen og mulighed for at skabe undervisning med både struktur, relationer og faglig fordybelse.

Vi tror på, at børn udvikler sig bedst i fællesskaber med plads til forskellighed – men også med klare forventninger til både trivsel, ansvar og faglighed.

Kvalitet frem for kvantitet

Hos Per Gyrum Skolen tror vi på, at børn lærer bedst i rolige rammer med tid til fordybelse. Derfor er undervisningen frem til 6. klasse som udgangspunkt analog, så eleverne først og fremmest lærer at koncentrere sig, læse, skrive og arbejde selvstændigt.

Vi har heller ikke et klassisk intranet, hvor man som forælder skal holde øje med lektier og beskeder hver dag. I stedet holder vi jer opdateret gennem vores ugentlige nyhedsbrev, mens vi samtidig lærer eleverne at tage ansvar for deres egen skolegang.

Vores skoledage er kortere end på mange folkeskoler, fordi vi prioriterer kvalitet frem for lange dage. Vi tror på tydelig undervisning, stærke relationer og lærere med høj faglighed.

Når en lærer er syg, bruger vi ikke ufaglærte vikarer. I stedet overtager en af skolens egne lærere undervisningen, så eleverne møder kendte voksne og et stabilt fagligt niveau.