Indskrivning
Giv dit barn en tryg start og et stærkt fællesskab fra 0. til 9. klasse
Ro til at lære og plads til at være sig selv
Det vigtigste ved valget af skole er, at både børn og forældre har en god mavefornemmelse. På Per Gyrum Skolen har vi fokus på at skabe en hverdag, hvor der er ro til at lære, plads til at være sig selv og et stærkt fællesskab på tværs af klasserne.
Her kan dit barn gå gennem hele sit grundskoleforløb, fra 0. til 9. klasse. Skolen har kun ét spor til og med 5. klasse, hvorefter vi udvider til to spor på alle årgange fra 6. til 9. klasse. Udvidelsen i slutningen af mellemtrinnet skaber et naturligt vindue for nye elever med et helt nyt klassefællesskab og mange andre nye kammerater.
En god begyndelse – uanset hvornår dit barn starter
At starte i skole er en stor begivenhed. Vi gør meget ud af, at overgangen fra børnehave til skole bliver så tryg som muligt. Når du indskriver dit barn i 0. klasse hos os, handler det første stykke tid især om at lære de nye kammerater, de voksne og de fysiske rammer at kende.
Vi modtager ofte elever, der ønsker at skifte skole undervejs i deres skoleforløb. Det kan der være mange grunde til, og vi har stor erfaring med at tage godt imod nye ansigter i de eksisterende klasser. Hvis I overvejer et skoleskift, starter vi altid med en uformel snak og en rundvisning på skolen.

Start processen med opskrivning her
Er du nysgerrig på, om Per Gyrum Skolen er det rette sted for dit barn? Du er altid velkommen til at kontakte kontoret for at høre mere om ledige pladser eller for at booke et besøg.
Tryk på feltet nedenfor, hvis du allerede nu er klar til at skrive dit barn op. Du viderestilles til et nyt vindue, hvor du skal logge ind med MitID. Det koster et engangsgebyr på 500 kroner at blive skrevet op.




